Spring til indhold

Paolo Veronese

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Paolo Veronese
Personlig information
FødtPaolo Caliari Rediger på Wikidata
1528 Rediger på Wikidata
Verona, Italien Rediger på Wikidata
Død19. april 1588, 9. april 1588 Rediger på Wikidata
Venedig, Italien Rediger på Wikidata
GravstedSan Sebastiano Rediger på Wikidata
SøskendeBenedetto Caliari Rediger på Wikidata
ÆgtefælleElena Badile Rediger på Wikidata
BørnCarletto Caliari,
Gabriele Caliari Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev afAntonio Badile Rediger på Wikidata
BeskæftigelseKunstmaler, bygningstegner, tegner, billedkunstner Rediger på Wikidata
FagområdeMalerkunst Rediger på Wikidata
ArbejdsstedVerona, Treviso, Padova, Mantova, Venedig Rediger på Wikidata
EleverAntonio Vassilacchi Rediger på Wikidata
Kendte værkerVilla Barbaro Rediger på Wikidata
GenrePortræt, portrætmaleri, allegori, religiøs kunst, historiemaleri Rediger på Wikidata
BevægelseManierisme, højrenæssance, den veronesiske skole, Den venetianske skole i maleriet Rediger på Wikidata
Påvirket afGiovanni Battista Zelotti, Domenico Brusasorzi, Paolo Farinati Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Paolo Caliari Veronese, (Cagliari), kaldet Veronese (født 1528 i Verona, død 19. april 1588 i Venedig) var en italiensk maler.

Veronese var elev af Antonio Badile i Verona, videre uddannet under indflydelse af Paolo Morando (Cavazzola), og endelig i Venedig under påvirkning af Tizians kunst. Hans virksomhed falder i Verona og hovedsagelig i Venedig (fra ca. 1555), desuden for kortere tid i Mantua, ved Treviso (1551—53 og 1566-67), i Vicenza (1572) og i Padua (1575).

Venetiansk mester

[redigér | rediger kildetekst]

Veronese hører til 16. århundredes venetianske kunsts mest fremragende mestre; han har som Tizian hele en lykkelig naturs fri og klare udfoldelse af rige evner; medens den samtidige Tintoretto til dels led skibbrud i sine forsøg på at ville fylde det rolige venetianske "eksistensmaleri" med et højspændt dramatisk og patetisk indhold, er Veroneses fornemme og beherskede kunst i hele sit væsen den rigeste og mangfoldigste udvikling af dette. — Man skal ikke søge dybere sjæleligt indhold i Veroneses kunst; de fremstillinger af Kristus, han har malet, er de tommeste i hans værker; men som billedarrangør har han vel kun én jævnbyrdig, Rubens, der har lært af ham; hans kompositioner er lige klare og udtryksfulde, hvor mange figurer han end manøvrerer med; den ramme af arkitektur, der så ofte hos ham omslutter de figurlige optrin, er af den prægtigste virkning. Skal han — i loftsmalerier — skabe perspektiviske kompositioner, løser han disse opgaver med en sikkerhed, der ikke står tilbage for Correggios. Veroneses figurer er af den største adel og skønhed, en slægt af en egen forfinet kultur "i fuld nydelse af tilværelsen", og hans tegning omskriver dem med en udsøgt elegance og finhed. Hvad endelig hans kolorit angår, så søger han en større og mangfoldigere farveskala end Tizian, men han stemmer den sammen i en harmoni, hvis fine grå tone på sin vis ikke er af ringere skønhed end Tizians gyldne.

Brylluppet i Kana, 1562–1563. Louvre.
Veronese hus i Venedig.

Straks efter sin ankomst til Venedig (1555) vandt Veronese ry ved sine arbejder i San Sebastiano, hvor han gennem 10 år var beskæftiget med udførelsen af billeder til lofter, vægge og altre; de mest fremragende i disse rækker er Sebastians, Markus’ og Marcellinus’ martyrier. Mesterværker er også martyrbillederne i Santa Giustina (i Padua) og i San Giorgio in Braida (i Verona, begge ca. 1568). Hovedværker blandt hans alterbilleder er: Catharina’s Trolovelse (S. Catarina), Kongernes Tilbedelse (Markus-Bibliotek), Hellige Familier (San Barnaba og San Francesco della Vigna, alle i Venedig), endvidere: Den hellige Afras martyrium (Saint Afra, Brescia). Mest ry har Veronese dog vundet ved sine pragtfulde gæstebudsbilleder, hvor det religiøse påskud er i den grad underordnet, at disse "bibelske banketter" mest af alt giver os scener af samtidige venetianske festers herlighed og pragtudfoldelse. Så vidt var Veronese i sin fri omformning af det bibelske "påskud" gået, at inkvisitionen drog ham til regnskab, fordi der i disse religiøse arbejder fandtes "narre, drukne tyskere, dværge og andre tåbeligheder". De berømteste af gæstebudsbillederne er det kæmpemæssige Brylluppet i Kana (1563, Louvre, med portrætter af tidens berømtheder: den tyske kejser, den franske konge, Veronese selv, Tizian, Tintoretto m.fl.), Levi’s Gæstebud (i akademiet i Venedig) og Simeon’s Gæstebud (Turin).

Fra 1578 og til sin død var Veronese næsten udelukkende beskæftiget ved udsmykningen af Dogepaladset. Her, hvor Veronese mødtes i kappestrid med de betydeligste venetianske kunstnere (først og fremmest Tintoretto), viser hans mageløse evner sig i deres ypperste udvikling. Af hans arbejder i Dogepaladset fremhæves: Europas rov og tronende Venezia (Sala dell’ Anticollegio), Sejrherren fra Lepanto, Sebastian Venier, fremstilles for Kristus (Sala dell’ Collegio) og Venezia, kronet af berømmelsen (Sala del maggiore Consiglio). Der kunde endnu være grund til at nævne talrige arbejder af Veronese, men her skal kun kort anføres: de herlige dekorationer, mytologiske og allegoriske scener, i Villa Maser (nu Villa Giacomelli), historiske billeder som Darius’ Familie, National Gallery, London, fremragende værker endvidere i Louvre, Dresden og Wien. En særlig høj plads i Veroneses produktion indtager hans portrætter, bl.a. i galleriet i Turin, Palazzo Rosso og Palazzo Martelli i Firenze. I Gaunø-Samlingen to billeder (Venus og Amor med videre) efter Veronese; i Nivaagaard-Samlingen et dameportræt, vistnok af Veronese.

Efter Veroneses død fortsatte hans bror Benedetto Caliari (1538—98) og hans sønner Carlo Caliari (1570—96) og Gabriele Caliari (1568—1631) hans værksted og udførte billeder i hans stil, men uden hans ånd, under signaturen "Haeredes Pauli Caliarii".

  • H. Janitschek, "Paolo Veronese" i Robert Dohme, Kunst und Künstler, II, 3, Leipzig, 1879
  • Charles Yriarte, Paul Veronese Les artistes célèbres, Paris, 1888
  • Gazette des beaux-arts, 1890 og 1891 Lefort og Yriarte
  • Pietro Caliari, Paolo Veronese, sua vita e sue opere, Rom, 1888
  • Franz Hermann Meissner, "Veronese", Künstlermonographien, XXVI, Bielefeld og Leipzig, 1897

Eksterne henvisninger og kilder

[redigér | rediger kildetekst]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.